3 Alternativer til mælk som du (måske) ikke kendte
Kender du det, at man måske godt ved, at nogle fødevarer ikke er optimale for én, men at man alligevel fortsætter med at indtage dem, fordi det er svært ved at finde ordentlige alternativer.
Sådan har jeg det med mælk.
I en periode udskiftede jeg med soyamælk, men det smagte ikke særligt godt, og da der kom fokus på, hvor dårligt det er for vores hormonbalance, så hoppede jeg fra. Derefter prøvede jeg rismælk, men det fik også hug og smagen var heller ikke optimal. Jeg endte ved havremælk, men fik som regel aldrig drukket hele kartonen, inden den blev dårlig. Derfor gik jeg i gang med at eksperimentere selv. Her får du min top tre over alternativer til mælk, som er nemme at tilberede, og som du kan lave mindre portioner af alt efter behov. Jeg bruger ¨mælken¨ med frugt og lidt mysli til morgenmad eller i en smoothie.
Sesammælk: Brug 2 spsk tahini rørt med 2 spsk citronsaft til den bliver hvid og nem at arbejde med – derefter tilsæt gradvist 2-3 dl vand (mon ikke denne version kan laves med andre typer nøddesmør?).
Havremælk: Sæt 2 dl havregryn i blød natten over i 4 dl vand, blendes og sies – tilsæt evt mere vand og vanillepulver. (Den overskydende masse kan bruges til knækbrød/chip – spredes på et stk bagepapir, drysses med sesam og bages i ovnen ca 45 min).
Hirsemælk: 2 dl hirseflager sættes i blød i 4 dl vand natten over – Blendes og sies, tilsæt evt lidt salt, kanel og honning, da hirse har en lidt markant smag.
Alle tre mælkealternativer kan holde sig et par dage i køleskabet.
Har du andre gode alternativer, så læg endelig opskrift eller link her i kommentarfeltet eller på bloggens Facebookside
Book sundhedsrådgivning med mig – Skriv på detskalsmageafnoget@gmail for en uforpligtende samtale.
Tak for tippet:)