Det er pærenemt

Status på blog, kost og vægt

Bloggen fylder snart et år og dermed en god anledning til at gøre sig lidt tanker. Det hele startede med en kostomlægning i efteråret 2010. Et farvel til yoyo-kure og goddag til regelmæssige og ordentligt sammensatte måltider. Små ændringer, som over tid gjorde en stor forskel for mit generelle velbefindende og energiniveau. Mest af alt handler bloggen derfor om at give disse erfaringer videre; At man godt kan spise sundt, let og lækkert. Og ja – det indebar at veje maden og kigge på kalorieindholdet og energifordeling, for der er kæmpe forskel på, om du spiser dig mæt i pizza, pasta eller kalkun med årstidens grønt og rodfrugter (se billedet).

Mest af alt ønsker jeg at give videre, at sultekure er uholdbart – det er usundt for din krop, for dit selvværd og i bedste fald uden virkning. Hvis du gerne vil tabe dig, så gør det gradvist – Lav småjusteringer og gør plads til det, du kan lide bare i mindre mængder eller sammensat på en lidt anden måde. Det er det eneste, der holder på længere sigt!

Eftersom jeg ikke længere arbejder på at tabe mig, har mit personlige fokus flyttet sig lidt. Jeg koncentrerer mig nu mest om at indarbejde motion og bygge muskler på samme gradvise måde. Vægten står stille, men kiloene ændrer sig langsomt til muskler og fordeler sig anderledes. 

Bloggen kan således bruges på forskellige måder alt efter, om du ønsker at tabe dig, vedligeholde din vægt eller bare holde lidt øje med hvad du spiser i hverdagen – Du kan vælge at følge alle måltiderne og du vil tabe dig på en skånsom måde. Eller du kan vælge nogle retter ud og bruge dem til at skære lidt ned og vedligeholde din vægt – Eller til at spise mindre og sundere i ugens løb og dermed få mulighed for at give den mere gas i week-enderne. 

2 kommentarer

  • Fedt, at du har nået dine mål, Lise.

    Som den træningsnørd jeg er, så vil jeg gerne høre mere om, hvordan du træner? Og hvad er målet med træningen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      Jamen man kan ikke hvile på laurbærrene 😉 Målet med min træning er at bygge muskler og flytte lidt rundt på det sidste. Jeg træner ca 4 gange om ugen – starter med 15 min på stepmaskine efterfulgt af ca 40 minutters program med vægte og maskiner – afsluttet af 20 minutter på crosstrainer. Programmet er sammensat af fitnesscentreret – og bliver ændret løbende når man har gennemført x-antal træningsforløb.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er pærenemt