Der røg de ribs

Jeg havde ellers haft gang i at finde opskrifter til ribs, men de smagte så godt at jeg endte med at spise dem i frugtsalater, til morgenmad og bare som de var lige fra køleskabet – friskt og lækkert. 
Næste gang skal jeg sørge for at lade nogle ribs tilbage til at eksperimentere med f.eks salat med fine spinatblade, avocado, agurk og kylling – eller hvad med dampet laks, kogte kartofler, forårsløg og lammesalat. Har I mon nogle favoritopskrifter med ribs eller er de lidt svære at bruge i madlavningen?
Her til morgenmad med 150g græsk yoghurt 0,2%, 150g fersken, 30g ribs og 15g mandler – giver sammenlagt 258 kalorier og en energifordeling på 25% fedt, 28% protein og 47% kulhydrat

Agurkesalat med radiser og koriander

Lækker sommersalat med rødder i gamle danske traditioner. Skræl 1/2 stor agurk og skær den tyndt – lav en marianade af 4 spsk eddike og 1-2 tsk sukker (evt lidt vand, hvis du synes det er for syrligt)Marinaden hældes over agurkeskiverne og de stilles i køleskabet og trækker i mindst en time. Serveres med radiser, forårsløg og frisk koriander – Hvis du laver salaten til voksne smager det lækkert med chiliflager og lidt frisk revet ingefær i marinaden. Salaten er god som tilbehør til stegt fisk, fiskefrikadeller eller kyllingespyd på grillen.

Kylling med couscous og grillede grønsager

Så er det igen sæson for grillmad, men det kan heldigvis sagtens kombineres med at spise lettere. Prøv at styre en kæmpe bue uden om grillpølserne og cremefraiche-dressingerne, men vælg gerne mindre stykker kød af god kvalitet, kylling, kalkun, fisk og skaldyr. Rigtigt mange grønsager smager desuden lækkert grillede gerne med krydderurter eller diverse dip af f.eks græsk yoghurt eller kvark.
Her har jeg fået 100g kylling med skind, 130g kogt couscous, 120g squash, en stor tomat, spist med grillede rødløg og koriander lander det tilsammen på 398 kalorier og en fordeling på 28% fedt, 27% protein og 45% kulhydrat.

Stegte grønne snackpebre

Disse små peberfrugter ser jo farligt stærke ud, men er det på ingen måde. Smagen ligger tættere på en almindelig peberfrugt end på en chili og kan garanteres findes hos en specialgrønthandler. Hvad stiller man så lige op med dem? – Jeg vil foreslå, at man flækker, renser dem og griller dem i et ildfastfad med lidt brødkrummer, kapers og parmesan over. Eller som her, hvor de bare er blevet stegt hele i lidt olivenolie på panden og drysset med salt undervejs. De smager lækkert som sund snack eller sammen med tzatziki, tomatsalat, hummus og pitabrød. 

Hvordan har du det med fennikel?

Det tog mig noget tid at finde ud af, hvad jeg egentlig synes om fennikel – Tricket for mig er enten at spise dem rå i salater gerne skåret ganske tyndt på et mandolinjern, eller også skal de have så lang tilberedningstid, så de bliver helt møre. Disse her er endnu en gang inspireret af Nigel Slater og smager lækkert som tilbehør til lyst kød, fisk eller med pasta, ris eller brød til som en ret i sig selv. 
Skær 2 fennikelknolde i kvarter og lad dem få lidt farve i en sauterpande i 1 spsk olivenolie – tilsæt derefter vand så det halvvejs dækker fenniklerne, plus saften fra 1 citron og lidt salt – læg låg på og lad dem simre i ca 20 min – Tag låget af og skru op for kogepladen til vandet er helt fordampet – tilsæt en lille håndfuld parmesanost og 2 spsk rasp – skru ned for varmen og læg låget på igen et par minutter til osten er smeltet – ryst evt panden lidt så det ikke brænder på. Her serveret med tomat i tern, lidt bredbladet persille og husk også friskkværnet peber.