Kan I huske blomkålspizzaen? Nu er den her med bonus tip!

Hvorfor (nogle) franske kvinder ikke bliver tykke

For en del år siden udkom bogen ¨French Women don´t get Fat¨ – Jeg fik aldrig dengang læst den, for jeg syntes titlen var så irriterende, bedrevidende og misvisende –  Jeg har selv boet 5 år i Frankrig og kunnet konstatere, at der er store sociale, regionale og kulturelle forskelle, som gør, at man ikke kan generalisere på en sådan måde.

Men altså…overskrifter sælger bøger og gør folk nysgerrige. Så da jeg fornylig faldt over jeg en anmeldelse af ¨French Women for all Seasons¨ af samme forfatter vandt  nysgerrigheden – jeg købte dog  e-book versionen af hendes opskriftsbog. Når man lige kommer sig over den provokative titel, og at den nok mest er henvendt til amerikanske læsere, så er der ret meget i forfatterens budskab som giver god mening – Sat lidt på spidsen vil kritikere muligvis sige, at det er sund fornuft pakket ind i fransk eventyr. Ikke desto mindre tiltaler det mig at fokusere på smagsoplevelser, gode råvarer og glæden ved at spise sunde nærende måltider – Her er hovedpunkterne fra bogen og jeg glæder mig til at få afprøvet flere opskrifter:

– Spis tre hovedmåltider hver dag – spring endelig ikke morgenmaden over.

– Vælg de bedste af sæsonens råvarer og så lidt forarbejdede som muligt-  masser af frugt/grønt og helst økologisk.

– Vælg generelt den bedste kvalitet du har råd til – kvalitet over kvantitet.

– Nyd din mad – smag på hver en mundfuld – smager det dig ikke, så stop med det samme.

Lav selv mad og lad restaurantbesøg og take-aways være undtagelsen.

– Spiser du lidt mere ved et måltid, kan du kompensere ved det næste eller dagen efter.

– Drik masser af vand.

– Spis brød, ost og chokolade og drik vin af bedste kvalitet – og så tilgengæld ikke så meget af det (Den her er svær ikk?!).

– Spis yoghurt naturel som mellemmåltid.

– Sørg for at røre dig dagligt – masser af gåture og hold din krop i gang (Det hjælper at bo på 5. sal uden elevator, som vi gjorde i Paris og metro-strejke giver bestemt også ekstra motion).

På billedet øverst har jeg fået frisée salat med en dressing af grov sennep, olivenolie med hakkede skalotteløg, gedeost bagt i ovnen, koldt kyllingebryst og et stk brød.

Book sundhedsrådgivning med mig – Skriv på detskalsmageafnoget@gmail for en uforpligtende samtale.

12 kommentarer

  • Louise

    Kan vi få en præcis opskrift på den lækre ret på billedet? 🙂
    Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      Et tsk grov sennep er rørt med lidt eddike, 1 fint hakket skalotteløg og olivenolie brugt som dressing. Gedeost grillet i ovnen på bagepapir til den er gylden – og en rest kyllingebryst spist med salat og brød 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej, det er så sjovt, du nævner den bog. Jeg har læst den og har også i årevis været en smule vred på den og på hele denne her italesættelse af “det franske paradoks”. Jeg har arbejdet på restaurant i Paris i to år og har set, hvad de franske kvinder spiser: Ingenting! Enten bestiller de “une salade verte et une carafe d’eau” eller også et “rigtigt” måltid, som de så sidder og skubber lidt rundt på tallerkenen. Hvis de virkelig skal flotte sig, bestiller de en cappuccino efter maden i stedet for en espresso. Og nu ved jeg godt, at jeg også generaliserer helt vildt, men alle franske kvinder, jeg kendte, var konstant på slankekur og skulle “passe på”. Og har du set de franske apoteker? Du kan jo knap nok finde hovedpinepillerne for slankeprodukter og måltidserstatninger.

    At tro at de sidder der med baguettes, foie gras, store bøffer og rødvin dag efter dag og holder sig slanke, fordi “de virkelig nyder maden”, er alletiders gode markedsføringsstunt!

    Og nu lyder jeg helt vred, men det er jeg slet ikke. Jeg elsker jo Frankrig højere end livet selv. Og jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke har en tur til Paris planlagt her i foråret 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      Paradokset ligger vist i hvordan slankeindustrien i Frankrig kan være så stor, hvis alle har knækket koden. Som du siger så er der fyldt med slankeprodukter alle steder: tænd for TV og se reklamerne selv mineralvand bliver markedsført som slankende 😉 eller tjek ¨le rayon diététique¨ i de mindste supermarkeder. Når det så er sagt, så synes jeg generelt de er bedre til at spise mere frugt, grøntsager og fisk end mange andre steder i Europa – selv ¨håndværker-typer¨ vil spise en grøn salat og grønt til deres frokost uden de bliver mindre ¨mænd¨ af den grund 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Læste bogen da den kom frem, men var også provokeret at den lidt mærkelig overskrift.

    Selvom jeg ikke helt tror på at bogen er korrekt omkring hvordan franske kvinder spiser har jeg taget noget af den til mig. Nemlig konceptet “lidt, men godt”. Dvs det jeg spiser skal smage af noget og jeg skal nyde det – ellers gider jeg ikke spilde kalorier på det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      Det er også en fornuftig holdning – især hvis man kan holde sig til den 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er så enig! -en af de få gange i mit liv jeg har set Oprah anmeldte de faktisk “french women don’t get fat” og da jeg for nogle år siden stødte på den i en genbrugsbutik til 25kr købte jeg den; og den ER fornuft pakket ind i et fransk eventyr, men som alle “slankeeventyr” er den jo god underholdning og så har den faktisk et fornuftsbudskab som mange mangler; nemlig at det er ok at synde når man bare generelt lever sundt….
    Tak for en skøn blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      Mange tak Merete – ros gør mig så glad 🙂 Jeg synes bestemt der er mange gode og sunde budskaber i den bog – Glæden ved mad af god kvalitet og at sætte pris på den uden at føle det er syndigt eller forkert er i hvertfald en af dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder som en sjov bog – med velkendte råd, ja (:
    Dog har jeg ikke hørt det med yoghurten før. Kan du mon fortælle mig, hvorfor det skulle være ekstragodt at spise yoghurt som mellemmåltid? (:
    Kh Luise

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      Jamen som jeg husker var det pga proteinindhold, kalcium og godt for maven/fordøjelsen plus Lavt i kalorieindhold

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Hvor er det pudsigt at du sætter fokus på “det franske paradoks”. Har netop lige selv læst en del af det, da det forekommer mig ret interessant. Udover at de ifølge teorien er meget slanke, så har de jo også en lav forekomst af f.eks. diverse livsstilssygdomme. Jeg tror langt hen af vejen også på at det er kvaliteten af vores madvare, fremfor f.eks. fedtindholdet. En god kvalitets ost, god mørk chokolade, og en god ægte økologisk fløde tror jeg på er bedre end diverse produkter tilsat alt mulig snyd 🙂
    Når det så er sagt, så har jeg aldrig været i Frankring og var ikke bekendt med deres store fokus på slankeprodukter osv.
    Men som altid på din blog spændende læsning og dejlige opskrifter. Jeg følger trofast med! 🙂

    Kærlig hilsen Stine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      Hej Stine – Jeg synes bestemt det er spændende at komme til bunds i – Muligvis har det med vores forhold til mad/kvaliteten af den at gøre og hvordan vi prioriterer den. Der har traditionalt i Frankrig ikke været så mange færdigretter og take-aways (det er dog i hastig forandring) og generelt ikke den samme hygge med slik/TV/Fastfood som der er i f.eks Danmark. Jeg synes måske heller ikke så megen snacking udenfor måltiderne. Men som sagt er der store regionale, sociale og kulturelle forskelle som kan være svære at gennemskue – og bestemt en masse (især kvinder) som bruger en del energi på at holde den slanke linje.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan I huske blomkålspizzaen? Nu er den her med bonus tip!